• Business-overblik: Magtfuld formand advarer mod ny skat – vil få de rigeste til at smutte til udlandet

    Источник: BDK Finans / 07 ноя 2023 01:17:06   America/New_York

    Godmorgen og velkommen til tirsdagens hurtige Business-overblik. I dag runder vi blandt andet: Mere end halvdelen af flekslånerne spiller højt spil – så meget koster det Dyre villaer vælter ind på boligmarkedet Sådan finansieres dine skattelettelser – lignende manøvre er ikke set i 20 år Novo står med kæmpe uudnyttet potentiale til 2024 Men vi begynder med en mulig kø ved udgangen som følge af top-topskatten. God læselyst! Dagens hovedhistorie Magtfuld formand advarer mod ny skat – vil få de rigeste til at smutte til udlandet Flere danske topchefer vil søge mod udlandet, hvis regeringen indfører den såkaldte top-topskat, som vil påvirke indkomster over 2,5 millioner kroner. Sådan lyder budskabet fra Lars Rasmussen, bestyrelsesformand i Lundbeck og Coloplast, ifølge Børsen. »Top-topskatten giver endnu en tilskyndelse til danske topchefer til at søge job i udlandet, hvor skatten er lavere. Konsekvensen er, at vi vil se flere topledere fra udlandet her i Danmark, som så kommer ind på forskningsskatteordningen her,« siger Lars Rasmussen. Han siger yderligere, at det er »demotiverende« for »de mennesker i vores samfund, der er allerdygtigst til at skabe både nye arbejdspladser og værdi«, for de får »kun« lov at beholde 40 procent af deres indkomst. Top-topskatten er en del af den skattereform, som regeringen præsenterede mandag. Reformen sigter efter at lette personskatterne med op mod ti milliarder kroner ved at hæve beskæftigelsesfradraget. Som et led i skattereformen vil regeringen gennemføre en ekstrabeskatning på fem procentpoint for de borgere, der tjener over 2,5 millioner kroner. Det skriver andre medier om 1. Mere end halvdelen af flekslånerne spiller højt spil – så meget koster det Flekslån for 80 milliarder kroner skal have ny rente med virkning fra 1. januar 2024, og fristen for at ændre på lånene udløb i oktober. Låneadfærden er bemærkelsesværdig, skriver Finans i den forbindelse. Syv ud af ti boligejere med F5-lån har skiftet dem ud med helt korte rentetilpasningslån som F1. Billedet går igen hos F3-lånerne. Det sker, selvom F1-lånet er dyrere end F5-lånet. På nuværende tidspunkt er F1-renten lidt over fire procent mod en F3-og F5-rente tæt på 3,5 procent. Derudover betaler F1-lånere en højere bidragssats. For at manøvren skal være en god forretning, kræves derfor et snarligt og markant rentefald. Men det forventes ikke på finansmarkederne i øjeblikket. 2. Dyre villaer vælter ind på boligmarkedet Villaer og rækkehuse nord for København vælter ind på boligmarkedet, men handelsaktiviteten er lav. Det skriver Børsen. Ejendomsmægler Kristian Lützau har lagt mærke til, at stemningen har ændret sig, og han kalder det »panik før lukketid«. Situationen kan formentlig tilskrives den nye boligskattereform, som træder i kraft 1. januar 2024, og som vil føre til højere boligskatter på for eksempel boliger i Gentofte. Eksisterende boligejere vil dog få en skatterabat, hvis de ejer boligen inden årsskiftet, og derfor sætter flere deres bolig til salg nu. 3. Novo står med kæmpe uudnyttet potentiale til 2024 Den danske medicinalgigant Novo Nordisk styrer mod en omsætning på 300 milliarder kroner i 2024, fordi efterspørgslen på de to midler mod diabetes og fedme – Ozempic og Wegovy – ifølge analytikere ser ud til bare at fortsætte i USA og Europa. Det skriver Finans. Novo Nordisk ventes at kunne producere væsentligt flere injektionspenne, hvilket vil løfte salget med 50-60 milliarder kroner i forhold til de forventede 230 milliarder kroner, som medicinalgiganten ventes at nå i 2023. Det skriver vi om 1. Sådan finansieres dine skattelettelser – lignende manøvre er ikke set i 20 år I de seneste årtier er nye skattereformer væltet frem. Nu venter så endnu en omgang som en del af regeringens 2030-plan. De foreslåede skattelettelser adskiller sig denne gang fra tidligere forslag på ét væsentligt punkt. Læs historien her. 2. Mærsks voldsomme nedtur er et symptom på store forandringer Mærsk er gået fra rekordregnskab til et dramatisk kursfald. Det markerer et stort skifte i økonomien, hvor tidligere forbrugsmønstre er blevet vendt på hovedet. Efterspørgslen på ting er dæmpet. Læs historien her. – Læs også: Deres containere bliver udnyttet af skruppelløse kriminelle – nu sætter Mærsk-topchef for første gang ord på »et kæmpe problem« Det bør du også læse Ulrik Bie: Utilfredse vælgere glemmer Bidens økonomiske succes USA går til præsidentvalg om mindre end et år. Det er et valg, der – uanset udfaldet – vil få store konsekvenser for USA og resten af verden. Joe Bidens snart tre år ved magten har været en overraskende økonomisk succes. Men det sætter vælgerne endnu ikke pris på. Læs historien her. Det sker på markederne Aktier – indeks og udvikling i procent USA – lukkekurser mandag: Dow Jones: +0,10 procent S&P 500: +0,18 procent Nasdaq: +0,30 procent Asien – indeks tirsdag kl. 7.00: Japan Nikkei: -1,27 procent Hongkong Hang Seng: -1,42 procent Kina CSI: -0,14 procent Tak, fordi du læste med! https://www.berlingske.dk/business/business-overblik-magtfuld-formand-advarer-mod-ny-skat-vil-faa-de-rigeste
Опубликовать